Hej hjemme! Jeg har det godt, rigtig godt!!

Fra onsdag den 13. til søndag den 17. April var jeg på Camp RYLA(Rotary Youth Leadership Awards).

På campen var der udvekslingsstudenterne fra mit distrik, både inbounds og næste års outbounds, plus en helt masse high school students. Vi var nok næsten 200 i alt.

I løbet af den lille uge lavede vi RIGTIG meget – blev undervist i at være en god leder, sejlede i kano, skød med bue og pil, var igennem en stor ropes course(meget grænseoverskridende), holdte taler, legede leje, sang sange, havde fest, lejrbål og alt muligt andet.

Den sidste dag lavede vi noget der hedder “The Walk of Courage.” Det gik ud på at der blev sagt nu går alle pigerne, drengene, minoritetsgrupper, mobbeofre, homoseksuelle eller noget helt andet op på scenen. Der blev hver gang stillet de tre samme spørgsmål:

1. Hvad vil I fortælle os?
2. Hvad er noget I aldrig vil høre igen?
3. Hvad kan vi gøre for at hjælpe jer?

Alle var meget ærlige og det var meget følelsesladende, tankeåbnene, og inspirerende – alle græd mere eller mindre på nogle tidspunkter. “The Walk of Courage” var det der var blevet ledt op til igennem hele ugen og det var en helt fantastisk oplevelse. Man lærte så meget om hinanden ved at svare på disse simple spørgsmål.

RYLA var helt fantastisk, os inbounds blev meget gode venner med de nye oubounds og med en masse “normale” high school students. Er meget taknemmelig for at vores Rotary Klubber herovre sponsorerede det så vi kunne opleve det.

Jeg kan slet ikke tro jeg forlader det hele om under tre måneder. Det er så hjerteknusende at vide, at ingenting aldrig bliver det samme igen og jeg får aldrig det her år tilbage igen. Alle de venner jeg har her, de andre inbounds og outbounds, vi har det så fantastisk godt lige nu og jeg ved jo at jeg kommer til at se nogle af dem i fremtiden rundt omkring, men slet ikke alle og vi vil aldrig alle blive samlet sådan her igen.

Jeg tror allerede nu, at jeg kan se hvad de tidligere udvekslingsstudenter mener når de siger, at året efter udveksling er hårdere end det egentlige udvekslingsår. Jeg bliver i hvert fald helt utroligt sørgelig når jeg tænker på, at det hele lige om lidt er slut.

Jeg ville ønske at man -som jeg også sagde til min dejlige værtsmor her forleden- kunne sætte tiden på pause. For lige nu er det hele meget godt!
Men istedet for at være sørgelig vil jeg prøve at være taknemmelig for det her år jeg har fået. Kan aldrig nogensinde takke Rotary nok.

Hjemme er godt, men ude er fantastisk.

Knus fra Marianne

Hej igen! Det er faktisk ikke så lang tid siden jeg har skrevet, men fik lyst til at skrive om lidt andet end det jeg nu plejer. Så her kommer lige lidt om hvordan det egentlig er at være på udveksling. (Jeg advarer, det bliver ret så cheesy og American).

Da jeg for næsten 8 måneder rejste mod Florida havde jeg ingen ide om hvad det kommende år ville bringe. Selvfølgelig vidste jeg, at jeg ville opleve en masse nye ting, gå i high school, osv og aå havde Rotary Danmark også gjort rigtig meget for at forberede mig så godt som muligt, men jeg tror nu aldrig man helt kan forestille sig hvordan det hele bliver før man står i det.

Jeg kan huske morgenen jeg skulle afsted, jeg sad og spiste morgenmad med min familie og det var vidst første gang, at jeg sådan for alvor var blevet nervøs og måske lidt bange. Førhen da folk havde spurgt mig om jeg ikke var bange havde jeg faktisk sagt nej, for jeg havde ikke været bange før, men denne morgen spurgte jeg faktisk stille om jeg ikke bare kunne blive der i Danmark. Det var jo så rart og min familie og mine venner er jo så søde. Og min seng er så blød og velkendt. Men selvfølgelig tog jeg afsted(Gudskelov). Det hele var meget vildt og utroligt. Da mit sidste fly landede var jeg faktisk næsten bange for at gå ud. For nu skulle alt det jeg havde forestillet mig i så lang tid jo ligepludselig ske. Og hvad nu hvis det var helt anderledes og forkert? Da jeg kom ud og blev modtaget var alt jo selvfølgelig godt og skønt og vildt.

Jeg husker en dag eller to efter jeg var kommet herover, jeg så op på himlen og blev helt overrasket – den lignede jo fuldstændig den vi havde derhjemme. Og der gik det vidst op for mig, at det hele jo nok skal gå og at det jo ikke er så anderledes eller langt væk som man jo noglegange går og tænker.

Jeg havde mange gang før jeg tog afsted fået fortalt, at de andre udvekslingsstudenter i mit værtsdistrikt hurtigt ville blive mine bedste venner, familie faktisk, men jeg tror ikke helt jeg troede fuldstændig på det før jeg tog afsted. Men nu kan jeg bekræfte, at de havde ret. Det er helt ubeskriveligt så tætte vi alle er – og hvor hurtigt vi blev det! Vi er familie og jeg kan slet ikke forestille mig at vi efter dette år måske aldrig vil blive samlet allesammem igen. Men jeg ved jeg at jeg altid vil have en sofa at sove på hvis jeg ligepludselig befinder mig i Japan, Peru, Brasilien, Bosnien, Taiwan, Norge osv osv.

Det er utroligt så meget vi lærer af og fra hinanden. Jeg ved så meget mere, om ikke bare den Amerika, men om rigtig mange andre lande og kulturer. Jeg har også lært fantastisk meget om Danmark. Når man befinder sig i et andet land skal man jo hele tiden være klar på at svare spørgsmål om ens hjemland og hele tiden tage stilling på forskelligheder. På den måde begynder man at tænke meget over hvad, der er specielt dansk.

Nogle jeg heller ikke havde troet, at jeg ville bygge så stærke bånd med er mine værtsfamilier. Men det måtte også vise sig, at når fremmede mennesker åbner hus og hjerter op for en, kun vil dig godt, så bliver man hurtigt meget knyttet. Jeg kan slet ikke vente til at mine værtsfamilier en gang kommer til at møde mine forældre og brødre.

I løbet af disse måneder har jeg udviklet mig helt ufattelig meget, nok mere end jeg selv lige mærker til hverdag. Men noget jeg ved er i hvert fald, at min lyst til at rejse og opleve bliver større og større, dag for dag. Jeg synes næsten det er lidt skræmmende, at jeg skal hjem og bruge hele tre år i gymnasiet før jeg kan blive “fri”.

Der officielt mindre end 100 dage til jeg skal hjem igen. Det er meget mærkeligt lige pludselig at tælle dagene jeg har tilbage i stedet for hvor mange dage jeg har været her. Det er svært at forestille mig hvordan det bliver når jeg kommer hjem, men selvfølgelig glæder jeg mig helt vildt til at være sammen med min familie og venner igen, og jeg er også sikker på at mine gymnasie år skal bringe mange sjove og vilde stunder med sig. Men mit hjerte og tanker vil fra nu af nok hele tiden befinde sig hos mange mennesker og mange steder spredt ud over hele verden.

Her er et billede fra vores introcamp, da vi alle mødtes for første gang. På det tidspunkt havde vi ingen anelse om alle de fantastiske ting vi gik i møde.

Distrikt 6980 <3

Kæmpe krammer fra mig, vi ses om bare 87 dage.