Life’s Good

Hej igen! Det er faktisk ikke så lang tid siden jeg har skrevet, men fik lyst til at skrive om lidt andet end det jeg nu plejer. Så her kommer lige lidt om hvordan det egentlig er at være på udveksling. (Jeg advarer, det bliver ret så cheesy og American).

Da jeg for næsten 8 måneder rejste mod Florida havde jeg ingen ide om hvad det kommende år ville bringe. Selvfølgelig vidste jeg, at jeg ville opleve en masse nye ting, gå i high school, osv og aå havde Rotary Danmark også gjort rigtig meget for at forberede mig så godt som muligt, men jeg tror nu aldrig man helt kan forestille sig hvordan det hele bliver før man står i det.

Jeg kan huske morgenen jeg skulle afsted, jeg sad og spiste morgenmad med min familie og det var vidst første gang, at jeg sådan for alvor var blevet nervøs og måske lidt bange. Førhen da folk havde spurgt mig om jeg ikke var bange havde jeg faktisk sagt nej, for jeg havde ikke været bange før, men denne morgen spurgte jeg faktisk stille om jeg ikke bare kunne blive der i Danmark. Det var jo så rart og min familie og mine venner er jo så søde. Og min seng er så blød og velkendt. Men selvfølgelig tog jeg afsted(Gudskelov). Det hele var meget vildt og utroligt. Da mit sidste fly landede var jeg faktisk næsten bange for at gå ud. For nu skulle alt det jeg havde forestillet mig i så lang tid jo ligepludselig ske. Og hvad nu hvis det var helt anderledes og forkert? Da jeg kom ud og blev modtaget var alt jo selvfølgelig godt og skønt og vildt.

Jeg husker en dag eller to efter jeg var kommet herover, jeg så op på himlen og blev helt overrasket – den lignede jo fuldstændig den vi havde derhjemme. Og der gik det vidst op for mig, at det hele jo nok skal gå og at det jo ikke er så anderledes eller langt væk som man jo noglegange går og tænker.

Jeg havde mange gang før jeg tog afsted fået fortalt, at de andre udvekslingsstudenter i mit værtsdistrikt hurtigt ville blive mine bedste venner, familie faktisk, men jeg tror ikke helt jeg troede fuldstændig på det før jeg tog afsted. Men nu kan jeg bekræfte, at de havde ret. Det er helt ubeskriveligt så tætte vi alle er – og hvor hurtigt vi blev det! Vi er familie og jeg kan slet ikke forestille mig at vi efter dette år måske aldrig vil blive samlet allesammem igen. Men jeg ved jeg at jeg altid vil have en sofa at sove på hvis jeg ligepludselig befinder mig i Japan, Peru, Brasilien, Bosnien, Taiwan, Norge osv osv.

Det er utroligt så meget vi lærer af og fra hinanden. Jeg ved så meget mere, om ikke bare den Amerika, men om rigtig mange andre lande og kulturer. Jeg har også lært fantastisk meget om Danmark. Når man befinder sig i et andet land skal man jo hele tiden være klar på at svare spørgsmål om ens hjemland og hele tiden tage stilling på forskelligheder. På den måde begynder man at tænke meget over hvad, der er specielt dansk.

Nogle jeg heller ikke havde troet, at jeg ville bygge så stærke bånd med er mine værtsfamilier. Men det måtte også vise sig, at når fremmede mennesker åbner hus og hjerter op for en, kun vil dig godt, så bliver man hurtigt meget knyttet. Jeg kan slet ikke vente til at mine værtsfamilier en gang kommer til at møde mine forældre og brødre.

I løbet af disse måneder har jeg udviklet mig helt ufattelig meget, nok mere end jeg selv lige mærker til hverdag. Men noget jeg ved er i hvert fald, at min lyst til at rejse og opleve bliver større og større, dag for dag. Jeg synes næsten det er lidt skræmmende, at jeg skal hjem og bruge hele tre år i gymnasiet før jeg kan blive “fri”.

Der officielt mindre end 100 dage til jeg skal hjem igen. Det er meget mærkeligt lige pludselig at tælle dagene jeg har tilbage i stedet for hvor mange dage jeg har været her. Det er svært at forestille mig hvordan det bliver når jeg kommer hjem, men selvfølgelig glæder jeg mig helt vildt til at være sammen med min familie og venner igen, og jeg er også sikker på at mine gymnasie år skal bringe mange sjove og vilde stunder med sig. Men mit hjerte og tanker vil fra nu af nok hele tiden befinde sig hos mange mennesker og mange steder spredt ud over hele verden.

Her er et billede fra vores introcamp, da vi alle mødtes for første gang. På det tidspunkt havde vi ingen anelse om alle de fantastiske ting vi gik i møde.

Distrikt 6980 <3

Kæmpe krammer fra mig, vi ses om bare 87 dage.