Camp RYLA

Hej hjemme! Jeg har det godt, rigtig godt!!

Fra onsdag den 13. til søndag den 17. April var jeg på Camp RYLA(Rotary Youth Leadership Awards).

På campen var der udvekslingsstudenterne fra mit distrik, både inbounds og næste års outbounds, plus en helt masse high school students. Vi var nok næsten 200 i alt.

I løbet af den lille uge lavede vi RIGTIG meget – blev undervist i at være en god leder, sejlede i kano, skød med bue og pil, var igennem en stor ropes course(meget grænseoverskridende), holdte taler, legede leje, sang sange, havde fest, lejrbål og alt muligt andet.

Den sidste dag lavede vi noget der hedder “The Walk of Courage.” Det gik ud på at der blev sagt nu går alle pigerne, drengene, minoritetsgrupper, mobbeofre, homoseksuelle eller noget helt andet op på scenen. Der blev hver gang stillet de tre samme spørgsmål:

Hvad vil I fortælle os?
Hvad er noget I aldrig vil høre igen?
Hvad kan vi gøre for at hjælpe jer?

Alle var meget ærlige og det var meget følelsesladende, tankeåbnene, og inspirerende – alle græd mere eller mindre på nogle tidspunkter. “The Walk of Courage” var det der var blevet ledt op til igennem hele ugen og det var en helt fantastisk oplevelse. Man lærte så meget om hinanden ved at svare på disse simple spørgsmål.

RYLA var helt fantastisk, os inbounds blev meget gode venner med de nye oubounds og med en masse “normale” high school students. Er meget taknemmelig for at vores Rotary Klubber herovre sponsorerede det så vi kunne opleve det.

Jeg kan slet ikke tro jeg forlader det hele om under tre måneder. Det er så hjerteknusende at vide, at ingenting aldrig bliver det samme igen og jeg får aldrig det her år tilbage igen. Alle de venner jeg har her, de andre inbounds og outbounds, vi har det så fantastisk godt lige nu og jeg ved jo at jeg kommer til at se nogle af dem i fremtiden rundt omkring, men slet ikke alle og vi vil aldrig alle blive samlet sådan her igen.

Jeg tror allerede nu, at jeg kan se hvad de tidligere udvekslingsstudenter mener når de siger, at året efter udveksling er hårdere end det egentlige udvekslingsår. Jeg bliver i hvert fald helt utroligt sørgelig når jeg tænker på, at det hele lige om lidt er slut.

Jeg ville ønske at man -som jeg også sagde til min dejlige værtsmor her forleden- kunne sætte tiden på pause. For lige nu er det hele meget godt!
Men istedet for at være sørgelig vil jeg prøve at være taknemmelig for det her år jeg har fået. Kan aldrig nogensinde takke Rotary nok.